Store trillebørdag


- var det i mandags. Hele 606 blomsterstilke plukkede jeg af påskeklokkerne for at forhindre, at haven bliver invaderet af frøplanter. Hist og her gemte jeg dog et par frøstande til Marit. Ikke alle blomster så ud til at danne frø; men denne gule med røde prikker ser temmelig gravid ud.

Mens jeg plukkede blomster, havde Søren gang i greben i køkkenhaven - kønsrollerne blev nøje overholdt:-) Jordskokkerne havde bredt sig helt enormt, og selvom vi begge to bestemt godt kan lide jordskokker, har vi overhovedet ikke kunnet følge med. To sådan nogle trillebørfulde blev der kørt væk. (Vidste I for resten følgende: navnet jordskok stammer fra tysk Erdschocke, omdannelse af tysk Artischocke fra italiensk articiocco? Hvad kan man dog ikke google sig til!)

Sandt at sige er hver dag for tiden store trillebørdag. Efter regnen kan det endelig lade sig gøre at komme i jorden og fjerne ukrudt og flytte planter. Til ukrudtet kan jeg godt finde på at bruge en spand; men skal der flyttes planter, er trillebøren alligevel nummer et. Det skulle der i går, da en bispehue/epimedium pauciflorum skulle flyttes fra skovhaven og om til en ledig plet i staudebedet.


Dens lille blomst har jeg set beskrevet som hvid med det sarteste strejf af lavendeltåge, og minsandten om ikke det viser sig at være ganske rigtigt, når man zoomer helt ind.

I skovhaven bliver der malet med den brede pensel, så den spinkle og helt lave bispehue kom overhovedet ikke til sin ret, den forsvandt næsten. Nu står den ud til en pikstenssti og vil efterhånden danne et tæt bunddække uden dog at blive invasiv som nogle af de mest livskraftige bispehuer. Tag f.eks. sulphureum, som er et fremragende bunddække der, hvor den ikke bliver til et problem.

Nej, i skovhaven er vi oppe i en helt anden størrelsesorden, end bispehuen kan være med i. Se bare trillium vaseyi og lundgylden/ smyrnium perfoliatum, som efter nogle år, hvor den har fået lov til at så sig selv, omsider er blevet, som jeg har drømt om.

Lundgylden er to-tre årig, så næste år er det formentlig nogle andre planter, der overtager blomstringen, og når jeg bliver træt af at se på frøstandene, bliver disse planter sikkert hevet op. Bunden er jo allerede fyldt med frøplanter. Når jeg tjekker mit blogarkiv, kan jeg se, at jeg startede  mit forsøg på at etablere den med at så den helt tilbage i 2012. De seneste tre-fire år, har den været veletableret, omend ikke så kolossal som i år.

Nu til noget i mindre målestok. Sidste år på markedet i Kiekeberg faldt jeg for fristelsen og investerede i nogle nye bispehuer, bl.a. Merlin, som blomstrer lige nu - en lidt atypisk blomst for en bispehue i min optik.

Epimedium davidii er forholdsvis gammel i gårde, men har aldrig været særlig blomsterrig. Dens blomster er mere typiske.

Det samme gælder Lilafee, som næsten står i fuld skygge. Det er sikkert ok for løvets farve, men mindre godt for blomstersætningen.


Mens de tre, jeg lige har vist, er temmelig små og spinkle planter, skal man være mere forsigtig med placeringen af Amber Queen, da den må siges at høre til de livskraftige. Samtidig er den blomsterrig, og blomsterne svæver oven over bladene. Det er virkelig et smukt syn, når den strejfes af sollyset i flimrende skygge.

Husk at kigge op, lød det manende fra Samsø i dag, og det er rigtig nok -  det kan godt lønne sig.


Kommentarer

  1. Ja det må man sige, det må være duetræet, hvor er det flot. Amber Queen er meget fin der i solen, man må sige, at du har succes med bispehuerne. Du har mange fine. Jeg er også ved at overveje at klippe blomsterne af påskeklokkerne, for jeg er ved at have nok i haven, så jeg må se og i gang, men det er et stort arbejde. Så vidt jeg kan se, klipper du hele stænglen af, er det rigtigt? Jordskokker smager godt, men det skal jeg ikke servere for Bent, vi får ondt i maven af dem :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Bispehuerne lader til at trives i vores ret stive lerjord. Helt ærlig så river jeg dem af ved roden, hvor det kan lade sig gøre, men nogle af stilkene er så seje, at jeg bliver nødt til at bruge saksen. Føj da, ondt i maven vil vi ikke have.

      Slet
    2. Tak for tippet med påskeklokkerne :)

      Slet
    3. Velbekomme. Det gælder om at gøre det så nemt som muligt.

      Slet
  2. Det er jo enorme mengder med påskeklokker du har! Tusen takk for at du husker på meg med frø. Duetreet ditt er helt fantastisk!

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi har vildt mange påskeklokker. Nu må dine frø bare ikke blive modne, uden at jeg opdager det.

      Slet
  3. Ej, hvor ser det godt ud det hele - oppe og nede - bispehuer og duetræ - WOW

    SvarSlet
  4. Jeg har aldrig før set så flot en trillebør. Men 606 blomster i en buket har jeg vist heller ikke set før. Det er sjældent at se så smukt et duetræ. Hvor gammelt er det?

    Hilsen Elna

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Elna. Jeg kunne nu heller ikke lade være med at lægge blomsterne i nogenlunde orden i stedet for at smide dem ganske tilfældigt. Vi gætter på, at duetræet er omkring tyve år.

      Slet
  5. Bispehue er en smuk bunddække. Jeg glæder mig til vores duetræ blomstrer, for hvor er jeres dog smukt. Jeg får også brugt trillebøren meget i denne tid, for hvor er der dog meget at se til i haven lige nu. Hilsen Susanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Desværre kan vi bekræfte, at duetræet skal være omkring 15 år gammelt, før det blomstrer, men det er værd at vente på. Det er pudsigt, hvordan bedene ser anderledes ud her i foråret end, dengang vi sluttede sidste havesæson. Nogle stauder har sået sig selv de forkerte steder, og andre er pludselig blevet alt for store. Så skal man have gang i spaden og trillebøren.

      Slet
  6. Hej Marie!
    Vilken syn med hela skottkärran full av fantastiska Julrosor.
    Helt otroligt.
    Ha det fint /Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Marika. Det var morsomt at arrangere trillebøren med alle blomsterne.

      Slet
  7. Hej Marie

    Flot last! En trillebør er dog ualmindelig praktisk og alsidig:)
    Flotte Epimedium.
    Epimedium x youngianum ‘Merlin’ kendte jeg ikke - morsomt at det er et helt tilfældigt kryds hos en Amy Doncaster...

    Ha en dejlig dag

    SvarSlet
    Svar
    1. Når jeg googler de epimedium, jeg købte i Kiekeberg sidste år, kunne det se ud , som om tyskerne har andre varianter i deres sortiment end f.eks. England og USA. Amy Doncaster var en ret kendt engelsk planteekspert og har lagt navn til en del forskellige planter.

      Slet
  8. Hei Marie.
    Ei trillebår full av juleroser. Et flott syn. Må ha vært en veldig jobb. Flott duetre og bispehoder. Enormt mye som dere har i hagen.
    Ha det godt.
    Hanne-Lise.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var en ret stor opgave at få klippet alle de juleroser, men ellers får vi alt for mange frøplanter. Vi har generelt mange planter, må jeg indrømme,men vores have er jo også stor.

      Slet
  9. det ser flot ud den trillebør med påskeklokker. Men jeg kan altså ikke nænne at fjerne blomsterne på mine. Dels syntes jeg de ser fine ud ret længe i haven, dels bruger jeg af dem i buketter, nu kan de nemlig holde længere i vasen, end de kunne som nyudsprugne. .Men jeg fjerner jo osse frøanlægne efterhånden. Selvfølgelig er der nogle der smutter, men pyt, jeg kan altid flytte de små puslinger ud i det vilde. Overlever de, er det fint, hvis ikke så skidt pydt.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Buketter gør jeg ikke ret meget i, så af den grund behøver jeg ikke at gemme blomsterne. Faktisk hælder jeg også til, at deres tid er slut nu, og andre blomster skal overtage scenen.

      Slet
  10. Hei Marie.
    Et svært så vakkert trillebårlass! Jeg er fortsatt takknemlig for at våre sprer seg (påskeklokkene), men nå å de klippes så Trillium kan få vist seg fram.
    Skjønner at jeg bør flytte noen bispeluer, og kanskje få noen flere,
    Ellers er duetreet bare helt fantastisk!!
    Blir alltid inspirert av innleggene dine:-)
    Eirin

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak i lige måde, Eirin. Somme tider må man jonglere med planterne for at få plads til alle dem, man gerne vil omgive sig med. Sådan er det bare.

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

blomsteramok

Maj måneds kulde, gør laderne fulde

Påskeblomster til påske

Forventning og utålmodighed

Aprilblomstring