Store trillebørdag

- var det i mandags. Hele 606 blomsterstilke plukkede jeg af påskeklokkerne for at forhindre, at haven bliver invaderet af frøplanter. Hist og her gemte jeg dog et par frøstande til Marit. Ikke alle blomster så ud til at danne frø; men denne gule med røde prikker ser temmelig gravid ud.

Mens jeg plukkede blomster, havde Søren gang i greben i køkkenhaven - kønsrollerne blev nøje overholdt:-) Jordskokkerne havde bredt sig helt enormt, og selvom vi begge to bestemt godt kan lide jordskokker, har vi overhovedet ikke kunnet følge med. To sådan nogle trillebørfulde blev der kørt væk. (Vidste I for resten følgende: navnet jordskok stammer fra tysk Erdschocke, omdannelse af tysk Artischocke fra italiensk articiocco? Hvad kan man dog ikke google sig til!)

Sandt at sige er hver dag for tiden store trillebørdag. Efter regnen kan det endelig lade sig gøre at komme i jorden og fjerne ukrudt og flytte planter. Til ukrudtet kan jeg godt finde på at bruge en spand; men skal der flyttes planter, er trillebøren alligevel nummer et. Det skulle der i går, da en bispehue/epimedium pauciflorum skulle flyttes fra skovhaven og om til en ledig plet i staudebedet.

Dens lille blomst har jeg set beskrevet som hvid med det sarteste strejf af lavendeltåge, og minsandten om ikke det viser sig at være ganske rigtigt, når man zoomer helt ind.

I skovhaven bliver der malet med den brede pensel, så den spinkle og helt lave bispehue kom overhovedet ikke til sin ret, den forsvandt næsten. Nu står den ud til en pikstenssti og vil efterhånden danne et tæt bunddække uden dog at blive invasiv som nogle af de mest livskraftige bispehuer. Tag f.eks. sulphureum, som er et fremragende bunddække der, hvor den ikke bliver til et problem.

Nej, i skovhaven er vi oppe i en helt anden størrelsesorden, end bispehuen kan være med i. Se bare trillium vaseyi og lundgylden/ smyrnium perfoliatum, som efter nogle år, hvor den har fået lov til at så sig selv, omsider er blevet, som jeg har drømt om.

Lundgylden er to-tre årig, så næste år er det formentlig nogle andre planter, der overtager blomstringen, og når jeg bliver træt af at se på frøstandene, bliver disse planter sikkert hevet op. Bunden er jo allerede fyldt med frøplanter. Når jeg tjekker mit blogarkiv, kan jeg se, at jeg startede  mit forsøg på at etablere den med at så den helt tilbage i 2012. De seneste tre-fire år, har den været veletableret, omend ikke så kolossal som i år.

Nu til noget i mindre målestok. Sidste år på markedet i Kiekeberg faldt jeg for fristelsen og investerede i nogle nye bispehuer, bl.a. Merlin, som blomstrer lige nu - en lidt atypisk blomst for en bispehue i min optik.

Epimedium davidii er forholdsvis gammel i gårde, men har aldrig været særlig blomsterrig. Dens blomster er mere typiske.

Det samme gælder Lilafee, som næsten står i fuld skygge. Det er sikkert ok for løvets farve, men mindre godt for blomstersætningen.

Mens de tre, jeg lige har vist, er temmelig små og spinkle planter, skal man være mere forsigtig med placeringen af Amber Queen, da den må siges at høre til de livskraftige. Samtidig er den blomsterrig, og blomsterne svæver oven over bladene. Det er virkelig et smukt syn, når den strejfes af sollyset i flimrende skygge.

Husk at kigge op, lød det manende fra Samsø i dag, og det er rigtig nok -  det kan godt lønne sig.