To aprilgæster

Mange forårsblomstrende planter er 'ephemerals', hvilket betyder, at de visner ned efter blomstringen, så man skal huske, hvor de gror for ikke at komme til brutalt at angribe dem med planteskeen. I dag skal det handle om anemonella, som rhodospecialisten beskriver fint i dette indlæg. I vores lerjord holder de desværre ikke ret længe, så jeg har dem rundt omkring i forskellige krukker, hvor de heldigvis trives udmærket og sår sig selv i beskedne mængder.

Hvad enten de er hvide eller forskellige nuancer af pink og mere eller mindre fyldt, er de allesammen nydelige med deres lette, violfrøstjernelignende løv; men i år tror jeg alligevel, min favorit er Green Hurricane.

Almindelig vibeæg/  fritillaria meleagris elsker vi vist allesammen at fotografere og allerhelst i modlys. I de senere år er den blevet uhyre populær, og små potter med nogle få løg, som kan plantes ud  i haven efter blomstringen, er blevet en udbredt del af butikkernes forårssortiment.

I England kaldes den slangehoved fritillaria, og det forstår man udmærket, når man ser blomsterknoppen, som bare mangler en spillende tunge for at illudere et slangehoved. I Sverige kaldes den kungsängslilja, fordi den på Kungsängen uden for Uppsala findes vildtvoksende i utrolige mængder, ef­ter traditionen indført af Linné. Den findes i store dele af Europa fra Eng­land til Kaukasus, hos os dog kun forvildet fra haver. ( Kilde haveabc.dk)

Herhjemme tror jeg, at et indlæg på Claus Dalbys populære blog tilbage i 2012, hvor der blev vist en eng fyldt med blomstrende vibeæg, for alvor kan have sat skub i  populariteten. Når man googler planten, får man modstridende oplysninger om, hvordan den trives. Billedet herunder viser, at den sår sig selv ret flittigt, hvis man holder igen med lugningen, hvilket jeg må tilstå, at jeg gør i disse piksten.

I mange af de potter, man kan købe, er der ofte en enkelt hvid blomst. Om man foretrækker at holde farverne adskilt eller kan lide en blandet gruppe, er selvfølgelig en smagssag.  Under alle omstændigheder er de hvide blomster fascinerende at zoome ind på og kan vise sig at variere ganske meget, når man kigger efter.

Mine egne erfaringer fortæller mig, at vibeæg ikke bryder sig om at stå et sted, hvor der rodes for meget i jorden og egentlig ikke har behov for særligt meget næring. Derfor lykkes de bedre under nogle træer i et forholdsvis vildt afsnit af haven, end i et mere kultiveret bed, hvor jeg ellers har forsøgt at etablere dem, fordi vi der ville kunne nyde at se dem gløde i modlyset, når vi sad  og slappede af på en bænk ved husgavlen. Igen engang er det planterne, der får det sidste ord.