hortofilia

Lige fra første færd har jeg godt kunnet lide at plante roser rundt omkring i de forskellige bede. Ikke mindst buskroser har jeg altid holdt af, idet de i mine øjne er mere værdifulde som haveplanter end f.eks. mange af de storblomstrende roser. Med tiden bliver de til nogle pænt store planter, som optager rigtig meget plads på bekostning af deres naboplanter. Derfor indrettede vi for nogle år siden et bed hovedsageligt, men ikke udelukkende, beplantet med buskroser. Bedet er syd- og østvendt og let skrånende, og jorden er tung lerjord, kort sagt perfekte forhold for roser. Den første, vi støder på, er rosa mundi med de Recht i baggrunden, begge engangsblomstrende som de fleste andre buskroser. Raubritter, hvis små, kugleformede blomster er blandt mine favoritter. Den storblomstrende rose Morten Korch fik jeg i fødselsdagsgave for to år siden. Sidste år åd rådyrene rub og stub, så den blev afskærmet med et net i år, og nu kan vi nyde de smukke blomster. Heritage sammen med knoldet løve...

Når temperaturen lister op i nærheden af tredive grader, må jeg tilstå, at mit aktivitetsniveau daler tilsvarende. Det vil sige, at mit havearbejde er reduceret til at holde krukkerne nogenlunde vandet, og billeder får jeg ikke taget ret mange af.  Dagens indlæg starter jeg med en dejligt kølig og forfriskende blomst i magnolia grandiflora Goliath. Den blomstrer spredt henover sommeren med sine store, flotte blomster, og jeg gad vide, om den i sit hjemsted i Sydstaterne har en regulær hovedblomstring ligesom de løvfældende magnoliaer, som vi kender bedst. Søren har skældt mig ud, fordi jeg ikke har fotograferet Hot Chocolate, da den var på sit højeste. I dag har jeg i stedet for samlet en lille collage, hvor man kan se, hvor mange forskellige udtryk, denne raffinerede rose kan have. Det er rart at have plads både til Hot Chocolate og den klassiske Ingrid Bergman Ferdinand Pichard er fyldt med blomster i forskellige stadier, hvilket giver et temmelig broget billede. Munstead Wood...

Frodighed er et ord, der går igen, når folk laver blogindlæg i disse dage, og jeg kan helt tilslutte mig. Der sker så meget i haven lige nu, at man næsten bliver handlingslammet og får svært ved at vælge motiver til bloggen. 4 mm regn har vi fået henover weekenden, ikke voldsomt meget, når man tænker på de varmegrader, der meldes om hen i ugen, men nok til at planterne strutter af sundhed. Cistus ladanifer/ soløjetræ, som jeg starter med i dag, er ikke vinterhårdfør; men den kønne blomst får mig til at grave den op hvert efterår og overvintre den i drivhuset. En såkaldt ekspert har jeg set udtale, at den ikke skal have for meget vand henover sommeren, og det er bare jeg totalt uenig i. Derfor plantede jeg den ud i et bed efter at have haft den som en tørstig krukkeplante et par år. Helenae Lykkefund slår sine folder to steder. I den hjemmelavede pergola deler den pladsen med en gul klematis, mens den har æbletræet helt for sig selv. Søren mener, Constance Spry er vores flotteste rose. ...

Meconopsis har jeg haft en blød plet for i hele min havekarriere og har år efter år sået forskellige frø, som jeg har været så heldig at få fingre i gennem de alpine klubber, jeg er medlem af. En overgang gik jeg efter blomster, som var så mørkeblå som overhovedet muligt; men efterhånden er jeg begyndt simpelthen at nyde den store farvevariation, man får ved at så dem. Et strejf af lilla er der i selv de mest blå blomster, og flere år i træk er der dukket blomster op med en enkelt lilla stribe som den herunder. Ind imellem har jeg set kommentarer gående på, at meconopsis er umulig at indpasse i haven, og det kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Modsat mange andre stauder med blomsterstilke af en vis højde holder meconopsis sig fint opret og trækker ligesom den blå sommerhimmel ned i haven; men et blandet staudebed hører den tydeligvis ikke hjemme i. Tørken i 2018 gjorde det af med mange af mine meconopsis og bevirkede, at ingen af de nysåede frø spirede. Så kom den våde vinter i 2019 og ...