junifrodighed

Frodighed er et ord, der går igen, når folk laver blogindlæg i disse dage, og jeg kan helt tilslutte mig. Der sker så meget i haven lige nu, at man næsten bliver handlingslammet og får svært ved at vælge motiver til bloggen. 4 mm regn har vi fået henover weekenden, ikke voldsomt meget, når man tænker på de varmegrader, der meldes om hen i ugen, men nok til at planterne strutter af sundhed.

Cistus ladanifer/ soløjetræ, som jeg starter med i dag, er ikke vinterhårdfør; men den kønne blomst får mig til at grave den op hvert efterår og overvintre den i drivhuset. En såkaldt ekspert har jeg set udtale, at den ikke skal have for meget vand henover sommeren, og det er bare jeg totalt uenig i. Derfor plantede jeg den ud i et bed efter at have haft den som en tørstig krukkeplante et par år.

Helenae Lykkefund slår sine folder to steder. I den hjemmelavede pergola deler den pladsen med en gul klematis, mens den har æbletræet helt for sig selv.

Søren mener, Constance Spry er vores flotteste rose.

Itoh pæonen Cora Louise får flotte blomster, men måtte gerne kvittere for sin gunstige placering med at være mere blomsterrig.

Kalmia carousel er derimod særdeles blomsterrrig. Den står i fuld sol, hvilket godt kan gøre de stedsegrønne blade lidt gule, uden at det betyder, at den tørster.

Yndlingstræet i juni er ubetinget styrax japonicus evening light/ japansk sneklokke. På afstand ser man kun det flotte, blanke løv, som changerer over i det rødbrune, næsten mørklilla; men tæt på bliver man opmærksom på det tætte tæppe af hvide blomster, der hænger under alle grenene, samt en diskret duft, og insekternes summen er øredøvende.

 

Gulbladet læderkrone/ ptelea trifoliata aurea er en nyerhvervelse, som jeg venter mig meget af. Vi så den i en åben have for to år siden, og der lyste den utroligt flot op, hvor den stod med det lyse løv. Insektvenlig er den efter sigende også.

I det hele taget er det farligt at tage på havebesøg og udsætte sig selv for fristelser. For fire år siden var det klæbrig robinie/ robinia viscosa, som vi begge to faldt for. Den blomstrer lige nu for allerførste gang. Træet fik vi oprindeligt plantet alt for skyggefuldt og måtte flytte den til gårdspladsen, hvor der kom bedre skub i den. Alligevel har den skyggefulde start gjort det spinkle træ temmelig åbent i væksten.

Også på gårdspladsen blomstrer de to klematis Romantika og Betty Corning på samme tid, netop som jeg håbede, de ville gøre, dengang jeg plantede dem for mange år siden. Men det er ikke hvert år, de finder sammen.

I det forrige indlæg beklagede jeg, at vi har mistet en hel gruppe hvide meconopsis. Heldigvis viser det sig, at der stadigvæk er en enkelt plante tilbage, som nu har fået en lille sløjfe, så jeg kan se, hvilke frø jeg skal gemme.

Nu kan man vist godt sige, at vores digitaliseng er sprunget ud.