meconopsis - valmuesøster

Meconopsis har jeg haft en blød plet for i hele min havekarriere og har år efter år sået forskellige frø, som jeg har været så heldig at få fingre i gennem de alpine klubber, jeg er medlem af. En overgang gik jeg efter blomster, som var så mørkeblå som overhovedet muligt; men efterhånden er jeg begyndt simpelthen at nyde den store farvevariation, man får ved at så dem.

Et strejf af lilla er der i selv de mest blå blomster, og flere år i træk er der dukket blomster op med en enkelt lilla stribe som den herunder.

Ind imellem har jeg set kommentarer gående på, at meconopsis er umulig at indpasse i haven, og det kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Modsat mange andre stauder med blomsterstilke af en vis højde holder meconopsis sig fint opret og trækker ligesom den blå sommerhimmel ned i haven; men et blandet staudebed hører den tydeligvis ikke hjemme i.

Tørken i 2018 gjorde det af med mange af mine meconopsis og bevirkede, at ingen af de nysåede frø spirede. Så kom den våde vinter i 2019 og var næsten lige så ond som tørken. Derfor ser det ud til, at jeg har mistet både en stor gruppe hvide meconopsis uden navn og en gruppe af den lilla med navnet Hensol Violet.

2018

De alpine klubber havde langt færre meconopsisfrø at byde på i år, end de plejer, så jeg er uden tvivl ikke den eneste, der har haft et par dårlige meconopsisår. Heldigvis har jeg to flamingokasser med små reserveplanter, som sikkert vil blomstre til næste år, og dem med de lyseste blade kunne sagtens vise sig at få hvide blomster. 

Hensol Violet har jeg prøvet at frøformere; men frøene viste sig ikke at være farveægte, og frøplanterne blev så abnorme og  udvaskede i farven, at jeg smed dem på komposten. Det er den risiko, man løber, når man sår frø af hybrider, og det er langt de fleste meconopsis, som er i handlen. Hvis man går efter bestemte varianter som f.eks. de meget mørke eller Hensol Violet, skal man holde sig til at dele planterne, hvis det da  kan lade sig gøre. Der er nemlig stor forskel på, hvor kraftige planterne bliver.

I  dette  indlæg  har jeg skrevet mere om dette emne.

Mens den blå valmuesøster er en (kortlivet) staude, så er meconopsis napaulensis hort monokarp, hvilket betyder, at den dør efter at have blomstret og sat frø. Hort. føjes til navnet for at angive, at der er tale om planter, der er udviklet i havekultur med en masse krydsning til følge. Derfor vil det være forkert at antyde, at de pågældende planter repræsenterer den  napaulensis, man finder i naturen i Nepal. 

Napaulensis kaldes undertiden satinvalmue, og det forstår man udmærket, når man ser nøjere på de silkeagtige blomsterblade. Vi har tidligere haft et eksemplar med hvide blomster, ligesom gule blomster heller ikke er usædvanlige.

Monokarpe meconopsis er flere år om at blive klar til at blomstre. I mellemtiden kan man nyde den smukke, stedsegrønne bladroset.

December 2019