Spredehagl

Det er blevet tid for et nyt indlæg, og man vist godt sige, at jeg skyder med spredehagl i dag. Jeg starter i skovhaven,  hvor clematis viticella venosa violacea vokser op i en taks tæt ved indgangen. Den har fået lov til at passe sig selv, bortset fra at jeg har puffet rankerne ind i taksen, når man fik dem i hovedet.  Nu har den så selv fundet ud af at kreere en lille portal henover stien. Det er da noget så romantisk.

En anden, men meget mindre iøjnefaldende, slyngplante  er aconitum x red wine. Den vokser op ad en omvendt træstub sammen med en klokkeranke,  og det er klokkeranken, der fylder mest. Med frøplanter kan man ikke vide, hvordan resultatet bliver, og jeg mener bestemt, at moderplanten var rød på hele blomsten.

En tredje slyngplante er codonopsis rotundifolia, som vokser op ad stammen på et lille elmetræ, og som man garanteret ikke opdager, hvis man ikke ved, at den er der.

Den sidste slyngplante, jeg vil vise, er tobakspibeplanten. Jeg plejer at klippe de gamle ranker ned hvert år, men det foreslog Søren, jeg skulle lade være med i år, og det var et godt råd, for man kan overhovedet ingen forskel se på væksten.

Foran den står en stedsegrøn magnolia grandiflora Maryland, som med mellemrum i løbet af sommeren kan fremvise et par af  sine flotte, hvide blomster.

Roscoea auriculata/ buddhablomst eller falsk orkidé ses ikke i særligt mange haver, men er faktisk en nem plante at have med at gøre, bare den placeres forholdsvis skyggefuldt. Vi har haft den siden 2014, og hvis man kigger neden under planten, kan man se en håndfuld små frøplanter, hvilket jo normalt er et tegn på, at planten trives.

Sidste år såede jeg digitalis ferruginea, og fordi jeg i efteråret ikke kunne finde et egnet plantested, fik jeg lov til at sætte dem for enden af Sørens bed med især selvsåede sommerblomster i køkkenhaven.  Siden har jeg fundet ud af, at den digitalis, jeg egentlig ville have sået, var den staudeagtige parviflora, mens denne her er toårig og til gengæld sår sig selv flittigt. Man kan vel godt sige, at den er kommet på sin rette hylde. 

Virginsk ærenpris er en rigtig god staude henover sommeren, især når man har god plads. I år er den rosa variant Erica rigtig flot, og det gode ved den er, at den ikke bliver superhøj som nogle af de andre.

Nu er det også tid for skæbnetræets blomstring. Det er nu mere de røde dækblade, man lægger mærke til, synes jeg, end de små hvide blomster.

Det er ved at være dahliatid, så dem vil jeg slutte med. De første to er creme de cassis og en uden navn, som skulle have været  den mørkerøde karma choc, men det er det tydeligvis ikke. Ganske køn alligevel.

Den sidste hedder fimbriata (= fliget) orange fubuki.Det første billede viser blomsten for en måned siden, og da var der ikke meget fliget over den. Det sidste billede er derimod fra i dag, og der må man sige, at udtrykket har forandret sig. I et TV program blev disse fimbriata dahlier  omtalt som hjortetakdahlier, fordi kronbladene har et lille indhak lidt a la geviret på en hjort.