Spredehagl


Det er blevet tid for et nyt indlæg, og man vist godt sige, at jeg skyder med spredehagl i dag. Jeg starter i skovhaven,  hvor clematis viticella venosa violacea vokser op i en taks tæt ved indgangen. Den har fået lov til at passe sig selv, bortset fra at jeg har puffet rankerne ind i taksen, når man fik dem i hovedet.  Nu har den så selv fundet ud af at kreere en lille portal henover stien. Det er da noget så romantisk.

En anden, men meget mindre iøjnefaldende, slyngplante  er aconitum x red wine. Den vokser op ad en omvendt træstub sammen med en klokkeranke,  og det er klokkeranken, der fylder mest. Med frøplanter kan man ikke vide, hvordan resultatet bliver, og jeg mener bestemt, at moderplanten var rød på hele blomsten.



En tredje slyngplante er codonopsis rotundifolia, som vokser op ad stammen på et lille elmetræ, og som man garanteret ikke opdager, hvis man ikke ved, at den er der.

Den sidste slyngplante, jeg vil vise, er tobakspibeplanten. Jeg plejer at klippe de gamle ranker ned hvert år, men det foreslog Søren, jeg skulle lade være med i år, og det var et godt råd, for man kan overhovedet ingen forskel se på væksten.

Foran den står en stedsegrøn magnolia grandiflora Maryland, som med mellemrum i løbet af sommeren kan fremvise et par af  sine flotte, hvide blomster.

Roscoea auriculata/ buddhablomst eller falsk orkidé ses ikke i særligt mange haver, men er faktisk en nem plante at have med at gøre, bare den placeres forholdsvis skyggefuldt. Vi har haft den siden 2014, og hvis man kigger neden under planten, kan man se en håndfuld små frøplanter, hvilket jo normalt er et tegn på, at planten trives.



Sidste år såede jeg digitalis ferruginea, og fordi jeg i efteråret ikke kunne finde et egnet plantested, fik jeg lov til at sætte dem for enden af Sørens bed med især selvsåede sommerblomster i køkkenhaven.  Siden har jeg fundet ud af, at den digitalis, jeg egentlig ville have sået, var den staudeagtige parviflora, mens denne her er toårig og til gengæld sår sig selv flittigt. Man kan vel godt sige, at den er kommet på sin rette hylde. 


Virginsk ærenpris er en rigtig god staude henover sommeren, især når man har god plads. I år er den rosa variant Erica rigtig flot, og det gode ved den er, at den ikke bliver superhøj som nogle af de andre.

Nu er det også tid for skæbnetræets blomstring. Det er nu mere de røde dækblade, man lægger mærke til, synes jeg, end de små hvide blomster.



Det er ved at være dahliatid, så dem vil jeg slutte med. De første to er creme de cassis og en uden navn, som skulle have været  den mørkerøde karma choc, men det er det tydeligvis ikke. Ganske køn alligevel.


Den sidste hedder fimbriata (= fliget) orange fubuki.Det første billede viser blomsten for en måned siden, og da var der ikke meget fliget over den. Det sidste billede er derimod fra i dag, og der må man sige, at udtrykket har forandret sig. I et TV program blev disse fimbriata dahlier  omtalt som hjortetakdahlier, fordi kronbladene har et lille indhak lidt a la geviret på en hjort.

Kommentarer

  1. Det er jo helt ok med mange forskjellige planter å vise frem, og det skal være sikkert at du har mye å vise frem. Den navnløse dahlia var helt skjønn. Din magnolia er jo også så fin nå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marit. Ja, ideelt set vil jeg gerne have et tema, når jeg laver et indlæg men det kan simpelthen ikke lade sig gøre hver gang. Når galt skulle være, er det da en nydelig dahlia, vi fik.

      Slet
  2. Hei.
    Alltid en fornøyelse å lese bloggen din Marie..Blir like forundret hver gang hvor mye forskjellig du har.
    Ha det godt.
    Hanne-Lise.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er hyggeligt, at du følger med på bloggen. Godt du nøjedes med at holde en lille blogpause.

      Slet
  3. Når man har så meget at vise er det svært at holde et tema, det har jeg opgivet for længst. Jeg kan huske, at Karsten F. ikke var helt tilfreds med det. Hver gang du viser noget, vi ikke er vant til at se, lærer vi jo noget nyt at kende, det er jo fint, når vi er så få havebloggere tilbage. Mit skæbnetræ døde jo for et par år siden. Heldigvis havde det lavet en aflægger, som står fint nu, men blomster får vi heller ikke i år.

    SvarSlet
    Svar
    1. Alle indlæg er per definition gode indlæg, helt sikkert, men alligevel er det til syvende og sidst nummer et for mig selv, hvis jeg kan arbejde tematisk. Vores skæbnetræ står i plænen, så rodskuddene forsvinder i plæneklipperen.

      Slet
  4. En flot buket spredehagl - so to speak - og som sædvanlig helt eksotisk for mig! Og nu har jeg vænnet mig til at det bare er godt at se en masse forskelligt, som jeg slet ikke kender, for måske falder jeg over noget en dag, og kan huske dine bemærkninger som gavnlige råd, når jeg skal beslutte mig til at købe eller lade være:) Må indrømme jeg i starten følte mig lidt undermåleragtig, med mine løvefod og geranier...
    Det er en flot fingerbøl du har fået fingre i der, og en rigtig god idé at lade klatreplanter klatre i det forhåndenværende. Hvor ser det godt ud - og første billede er dejlig stemningsfyldt!
    Sjovt med en Georgine der fliger sig hen ad vejen. Hvem skulle have troet det var muligt? - men smuk er den i den fine farve!

    Hilsner fra Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt ærligt, Ulla, sikke da noget pjat, det der undermålersnak. Jeg mener da, at vi allesammen er fælles om glæden ved naturen og haven og planter og dyr og nyder at dele vores oplevelser med hinanden. I øvrigt har jeg både løvefod og geranier.

      Slet
    2. Ja, naturligvis har du ret, og vi har jo meget forskellige interesser i vores haver. Men når det gælder prydplanter..... :)

      Slet
    3. Vi flyttede ind i 1977, og det meste af tiden siden har jeg nørdet med især prydplanter, som du skriver, og det kan bloggen jo ikke undgå at blive præget af. Sådan må det nu engang være.🙂

      Slet
  5. Gnæk gnæk, så lige Ullas kommentar,, og jeg havde faktisk samme "undermålerfornemmelse" som hende i starten af haveblog tiden..
    Sjov fingerbøl, du fandt selvom det så ikke var den du troede.. Og den ærenpris der ikke er så høj ?? hmm, min hedder det samme og den er 2m hvis den står rank og ret op .Flot meen den måtte godt være et par cm lavere.
    Det er så hyggelig når slynglerne finder de mest finurlige steder at slynge sig i. Der er dog èn slyngplante jeg hader, og det er humle!!
    uhu når jeg ser dine fine dahlier, fortryder jeg næsten at jeg ikke ville have nogen i år. Men kampen mod sneglene;,, man må vælge..
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. I det mindste lyder det, som om det er en sygdom, du er kommet dig over 😉 Vildt at din kæmpeærenpris er blevet så høj. Det havde jeg ikke forventet. Dahlier var helt problemfri i gamle dage. Men så begyndte de at rådne i jorden pga al den regn, vi fik. Nu er vi alligevel begyndt at anskaffe nogle få nye, for blomsterne er nærmest uundværlige her i sensommeren. Nogle af dem bliver angrebet af snegle, andre går helt fri.

      Slet
  6. Hej Marie!
    Du har så många fantastiska växter, som jag inte sett eller hört om förut. Lika intressant varje gång. Dahlian har verkligen genomgått en stor förändring. Den som blev fel levererad är mycket vacker och matchar Creme de Cassis. Virginsk ärenpris Erica tror jag att vi kallar Kransveronika. Den finns i flera planteringar som jag såg igår då jag var på stadsvandring. En riktig insektsmagnet tillsammans med Solhattarna. Så fina, men den kräver lite större rabatter än de jag har.
    Ha det gott /Hälsningar Marika

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marika. Det glæder mig virkelig, at du har fornøjelse af min blog. Kransveronika er et fint navn for præcis den staude. Når man har vænnet sig til at have dahlier i haven, bliver de nærmest uundværlige her i sensommeren, og det er altid sjovt at eksperimentere med nogle nye og se, hvordan de klarer sig.

      Slet

Send en kommentar